Når jura handler om mennesker
De fleste ved godt, at man burde få styr på sit testamente og sin fremtidsfuldmagt – men for mange bliver det alligevel udskudt. Det kan føles fjernt, måske endda lidt ubehageligt at skulle tage stilling til. Men det er netop, mens man er frisk og har overblikket, at beslutningerne gør den største forskel.
Hos Borch hjælper advokat Tugba hver dag mennesker med at tage de beslutninger. For hende handler arbejdet ikke kun om jura, men om mennesker – om ansvar, omsorg og ønsket om at skabe klarhed.
“Det er et område, der berører os alle,” fortæller Tugba. “Det handler i bund og grund om mennesker – om ønsket om at skabe klarhed for dem, man holder af.”
Ingen samtaler er ens
Når en klient sætter sig overfor Tugba, er det aldrig den samme samtale to gange. Hver familie, hver situation og hvert ønske er forskelligt – og det kræver både grundighed og faglig skarphed at finde den rette løsning.
“Rådgivningen skal altid tilpasses den enkeltes behov,” siger hun. “Nogle gange kan det blive komplekst og detaljeret, og så handler det om at holde tungen lige i munden og finde en løsning, der både opfylder klientens ønsker og passer inden for lovens rammer. Hvis det ikke er sat rigtigt sammen, kan det få store konsekvenser.”
Det gælder både, når der skal tages stilling til fordelingen af arv – og når man skal udpege, hvem der en dag kan hjælpe med at træffe beslutninger, hvis man ikke selv kan. Mange finder først ud af, hvor meget der faktisk skal overvejes, når samtalen begynder – og hvor stor en lettelse det er at få sat ord og struktur på det hele.
Når man opdager, hvad man ikke vidste
En af de ting, Tugba ofte oplever, er at folk bliver overrasket, når de hører, hvordan reglerne faktisk ser ud – både for arv og for fremtidsfuldmagter.
“De fleste tror, de har styr på det – indtil vi gennemgår, hvad der egentlig ville ske, hvis de ikke havde et testamente eller en fuldmagt,” fortæller hun. “Mange opdager også, at der er situationer, de slet ikke har overvejet. Derfor giver det god mening at få en advokat med tidligt i processen.”
Og så er der dem, der bliver overraskede på den positive måde.
“Flere fortæller, at de havde forestillet sig, at det ville være en tung og besværlig proces. Men når vi tager det trin for trin, bliver det overskueligt – og faktisk ofte lettere, end de troede.”
Jura i øjenhøjde
At gøre juraen overskuelig er en vigtig del af Tugbas tilgang. Hun bruger konkrete eksempler og tager sig tid til at forklare, hvad der sker i hvert trin af processen – uanset om det handler om, hvem der skal arve, eller hvem der kan træffe beslutninger, hvis man f.eks. bliver syg.
“Jeg prøver at gøre reglerne relaterbare,” forklarer hun. “Jeg holder mig til det, der er vigtigt for klienten, og undgår at forvirre med for mange detaljer. For mig handler det om at skabe tryghed og klarhed – både gennem den juridiske rådgivning og den måde, jeg guider dem igennem forløbet på.”
En grundig rådgivning kan gøre en stor forskel – ikke kun for klienten, men også for de pårørende, der en dag skal følge de beslutninger, der er truffet.
En del af vores tilgang
Hos Borch Advokater er testamenter og fremtidsfuldmagter en fast del af vores rådgivning, men det bliver aldrig rutinearbejde.
Det handler om at møde mennesker i øjenhøjde og skabe overblik i situationer, der for mange føles uoverskuelige. Vi ved, hvor meget det betyder at have styr på de praktiske ting – så man kan bruge sin energi på det, der virkelig betyder noget.
Vil du vide mere om testamenter eller fremtidsfuldmagter? Du er altid velkommen til at kontakte os og få en uforpligtende snak – så hjælper vi dig godt videre.


