Menu
Borch Advokater A/S Østre Havnevej 2. 4 sal, 5700 Svendborg Telefon: +45 62 21 01 01 CVR-nr. 29414610 post@borch-advokater.dk

Familieoverdragelse af ejendom – hvornår gælder 15%- og 20%-reglen ikke?

Ved familieoverdragelse af ejendom er værdiansættelsen et centralt element – men den kan ikke altid fastsættes uden videre.
Her får du overblik over, hvornår skattemyndighederne kan tilsidesætte værdien, og hvilke forhold der kan få betydning.

forfattet af

Katrine Nissen

Det afgørende er ikke kun procentgrænsen – men om værdien afspejler den reelle handelsværdi

Når fast ejendom overdrages inden for familien, er det almindeligt at tage udgangspunkt i de såkaldte 15 %- og 20 %-regler. Reglerne giver mulighed for at fastsætte værdien af ejendommen til den offentlige ejendomsvurdering med en vis afvigelse.

Som udgangspunkt kan en ejendom overdrages til en værdi, der ligger op til 15 % over eller under den seneste offentlige vurdering. Hvis ejendommen har fået en ny vurdering efter de nyere vurderingsregler, kan værdien fastsættes med en afvigelse på op til 20 %.

Når der forelægger særlige omstændigheder

Skatteforvaltningen er ikke bundet af værdiansættelsen, hvis der foreligger særlige omstændigheder, som tyder på, at den offentlige vurdering ikke afspejler ejendommens reelle handelsværdi.

I sådanne situationer kan skattemyndighederne tilsidesætte værdiansættelsen og i stedet lægge en anden handelsværdi til grund.

Der foretages altid en konkret vurdering, men en række forhold kan i praksis give anledning til, at reglerne ikke kan anvendes.

Situationer der kan give problemer

Der kan blandt andet opstå særlige omstændigheder, hvis:

  • Ejendommen for nylig er blevet handlet til en væsentligt anden pris end den offentlige vurdering
  • Der foreligger konkrete købstilbud eller salgsforhandlinger
  • Der er optaget realkreditlån, som viser en højere værdi af ejendommen
  • Der er foretaget større renoveringer, som gør vurderingen forældet
  • Der sker kompensation til andre familiemedlemmer, fordi ejendommen overdrages til en lav værdi.

I sådanne situationer kan skattemyndighederne nå frem til, at værdiansættelsen efter 15 %- eller 20 %-reglen ikke afspejler den reelle handelsværdi.

Den tidsmæssige sammenhæng kan være afgørende

Tidspunktet for forskellige forhold kan også spille en rolle.

Hvis der kort tid før eller efter familieoverdragelsen foreligger oplysninger, der peger på en væsentligt højere handelsværdi – for eksempel en handel med ejendommen eller en finansieringsvurdering – kan det øge risikoen for, at værdiansættelsen bliver tilsidesat.

Jo tættere den tidsmæssige sammenhæng er, desto større er risikoen typisk for, at skattemyndighederne vil anse forholdet som en særlig omstændighed.

Konsekvenser hvis værdiansættelsen tilsidesættes

Hvis skattemyndighederne tilsidesætter værdiansættelsen, kan det få skattemæssige konsekvenser.

Ved familieoverdragelser kan forskellen mellem den anvendte værdi og den reelle handelsværdi blive anset som en gave til modtageren. Det kan medføre gaveafgift, hvis beløbet overstiger den afgiftsfri grænse.

Derudover kan der i visse tilfælde opstå beskatning af ejendomsavance hos overdrageren eller forhøjelse af boafgiften i dødsboer.

Familieoverdragelser kræver ofte en konkret vurdering

15 %- og 20 %-reglerne er fortsat et vigtigt redskab ved familieoverdragelser af fast ejendom. Men reglerne er ikke en garanti for, at værdiansættelsen altid accepteres skattemæssigt.

Derfor er det i mange tilfælde en god idé at foretage en konkret vurdering af situationen, før en familieoverdragelse gennemføres – særligt hvis der kan være forhold, der peger på en væsentligt højere handelsværdi.

forfattet af

Katrine Nissen

Fortsæt læsningen

Se alle nyheder

01

Fremtidsfuldmagter: små formuleringer kan få stor betydning

En fremtidsfuldmagt kan være oprettet korrekt – og alligevel give problemer, når den skal bruges. Civilstyrelsens praksis viser, at selv mindre uklarheder kan få afgørende betydning.

02

Erklæringsfuldmagt – en hjælp i hverdagen, men med klare begrænsninger

Erklæringsfuldmagt kan give pårørende mulighed for at hjælpe – men ordningen er mere begrænset, end mange tror.

03

Når du står med et dødsbo – hvad gør du så?

Når man står med et dødsbo, opstår der hurtigt spørgsmål om økonomi, værdier og ansvar. Her får du et overblik over de første skridt og de vigtigste ting at være opmærksom på.